Sangere søges til søndage og helligdage

Ledige kirkesanger stillinger som sopran, alt, tenor og bas.

Hyltebjerg Kirke søger søndags- og helligdagssangere til et ambitiøst og velklingende kirkekor. Vi søger 4 dygtige sangere (sopran, tenor, alt og bas), der er bredt musikalsk funderede og klassisk trænede. Sangere som kan lide at gå på opdagelse i musikkens verden.

Klik her for at se hele opslaget.


Sommerhøjskole i Vanløse 2019

Så er programmet til årets sommerhøjskole klar. Temaet i år er: "Midt i fremtiden." 

Tør vi tro på fremtiden eller er vi ramt af undergangsstemning? Foredragene vil kredse om disse spørgsmål.


Fællesskab og fortællinger

Minikonfirmandundervisning for børn i 3. klasse

Kan du lide at høre historier, være kreativ, lege, synge og bruge din krop i sjove og spændende aktiviteter sammen med andre?
Så er minikonfirmand noget for dig.

Her kan du lære din usynlige ven at kende. Vi skal opleve, undre os, stille spørgsmål og blive klogere på, hvad fællesskabet kan, og hvad det vil sige at være døbt og tro på noget.


Vi søger en ny organist

Er du uddannet organist og kan du spille på orgel?

Vi søger en dygtig organist, som er klar til at tage aktiv del i kirkens liv i samarbejde med præsterne og de øvrige ansatte og frivillige. En organist med et bredt musikalsk udsyn og med sans for kvalitet. En god sparringspartner med integritet, mod og selvstændighed. Én, der har respekt for stedets tradition og samtidigt har modet til og lysten til at tænke nyt.

Der er ansøgningsfrist den 24. april. Læs hele opslaget her


Vi søger 2 nye kirketjenere (12 timer/uge)

Vores ene kirketjener, Dorthe, har efter 11 år i Hyltebjerg Kirke besluttet sig for at søge nye udfordringer. Vi har besluttet at tænke ud af boksen og søger nu to kirketjenere á hver 12 timer ugentligt.  

Er du imødekommende og serviceminded, har du praktisk sans, og kan du indgå i samarbejde i mange forskellige sammenhænge og vise forståelse for kirkens arbejde? Så er du måske Hyltebjerg Kirkes nye kirketjener.

Der er ansøgningsfrist den 24. marts kl. 12. Læs hele opslaget her


Velkommen til Anne

Den  1. marts 2019 bød vi Anne Skouboe velkommen til Hyltebjerg Kirke.

Anne er vores nye sognemedhjælper. Hun er 47 år, præstedatter og oprindeligt fra Fyn. I de seneste 9 år har hun boet i Vanløse sammen med sin mand, Mads, og deres to børn, August på snart 9 år og Asta på 7.

Anne har tidligere arbejdet 20 år i grafisk branche. For halvandet år siden valgte hun i stedet at blive kordegn i Vanløse Kirke og ved siden af det har hun lavet grafisk arbejde og været frivillig i mange sammenhænge. 

Her i Hyltebjerg Kirke vil Anne samle sine talenter. Vi kommer til at se hende i mange sammenhænge; i det diakonale arbejde, ved møder, måske ved børnearrangementer og så vil hendes kreative evner efterhånden blive udbredt på hjemmesiden, på plakater, på sociale medier o.s.v.

Vi er glade for, at Anne har valgt os og at vi har valgt Anne.

Tag rigtig godt imod hende.


Farvel til Asbjørn

Hyltebjerg Kirkes organist gennem mange år, Asbjørn Dahl, har efter aftale med menighedsrådet valgt at stoppe som kirkemusiker her.
Asbjørn har været sygemeldt siden midt i september. Nu hvor han er raskmeldt igen, har han valgt at se sig om efter nye udfordringer.
Fra alle ved Hyltebjerg Kirke skal der lyde en stor tak for musikken igennem 27 år, og et ønske om alt vel fremover.
Menighedsrådet har naturligvis foreslået Asbjørn en afskedsreception. Det er endnu uvist hvornår det bliver.


Konfirmation 2020

I Hyltebjerg kirke underviser vi konfirmander, når de går i 8. klasse.

De unge skal både meldes til en konfirmationsdato og et undervisningstidspunkt. De unge, der meldes til senest 20. marts får automatisk ønske (om dag og undervisning) opfyldt. Vi sender en egentlig bekræftelse ud inden skoleferien.

Konfirmationsdatoer 2020:

Bededag den 8. maj 2020 ved Sarah Bach la Cour og Anders Gam Larsen

Lørdag den 16. maj 2020 ved Sarah Bach la Cour og Anders Gam Larsen
Kr. himmelfart den 21. maj 2020 ved Sarah Bach la Cour og Anders Gam Larsen

Undervisning 2019-2020:

Onsdage kl. 16-17.30 eller 
torsdage kl. 16-17.30 
Derudover vil der være undervisning udvalgte weekender. Første gang: lørdag den 14. september 2019 (hele dagen).

Der er åbent for tilmelding nu for unge, der går i 7. klasse nu. Klik her, for at komme til tilmeldingsformularen.


Ny sorggruppe fra 7. maj

Mange efterladte oplever, at deres omgivelser ikke forstår, hvordan det er at miste. Derfor kan der være lindring og trøst i at mødes i en sorggruppe og tale med andre, der har erfaringen af tab i nær erindring. Vi mødes og deler det, der er svært og som tynger efter et dødsfald. Vi lægger vægt på, at gruppen er et trygt og fortroligt rum, hvor vi støtter og lytter til hinanden. Der vil være max. 8 deltagere i gruppen.

Sorggruppen er et samarbejde mellem Advent, Grøndal, Hyltebjerg og Vanløse Kirker. Den varetages af sognepræsterne Stine Ravnborg Bro Nissen og Sarah Bach la Cour.   

Hvor og hvornår

Vi mødes i Hyltebjerg Kirke, Ålekistevej 91, cirka hver mandag kl. 10.00-12.00. Vi begynder 7. maj 2018 og mødes i alt seks gange til og med mandag 18. juni 2018.

 

Tilmelding

Tilmelding og yderligere oplysninger hos Sarah Bach la Cour på tlf. 2444 1222 eller sbl@km.dk 


Er du vores nye kirketjener?

Er du imødekommende og serviceminded, har du praktisk sans, og kan du indgå i samarbejde i mange forskellige sammenhænge og vise forståelse for kirkens arbejde? Så er du måske Hyltebjerg Kirkes nye kirketjener.

Stillingen er en fuldtidsstilling og der er ansøgningsfrist den 13. april kl. 12. Se hele opslaget her.

 

11.03.18

Bliv indsamler!

Opdatering: Indsamlingen gik godt, og der blev indsamlet i alt 16.416 kroner i kontanter i Hyltebjerg Sogn. Ud over det er der indkommet et ukendt beløb via MobilePay. STOR tak til alle indsamlere og glade givere!    

Søndag d. 11. marts  er der sogneindsamling til Folkekirkens Nødhjælp i hele landet. Pengene går til nogle af verdens allerfattigste mennesker i nød. Folkekirkens Nødhjælp arbejder i 24 lande med katastrofehjælp, minerydning, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling.

Du kan være med og støtte den gode sag ved at melde dig som indsamler ved Hyltebjerg Kirke eller i en af de andre kirker i Vanløse. Mød op i kirken efter gudstjenesten fra kl. 11.30 og få en rute og lidt mad – eller tilmeld dig i forvejen til Agnete Langgård, 5194 2151 / agnete@image.dk

18.12.2017

Kirkens nye præst

Kirkeministeren har nu udnævnt vores nye præst cand. theol. Anders Gam Larsen. Han er nyuddannet teolog og har netop afsluttet den praktiske præsteuddannelse på Pastoralseminariet. Anders Gam Larsen ordineres i Københavns Domkirke søndag den 21. januar kl. 17.00 og indsættes af provst Finn Vejlgaard i Hyltebjerg Kirke søndag den 4. februar kl. 10.30. Alle er velkomne både til ordination og indsættelse. 

 

1.11. 2017

Sognedagen søndag den 29. oktober blev en succes!

Dagen begyndte med gudstjeneste kl. 10.30. Både Kirkekoret, Hyltekoret og Seniorkoret medvirkede og det samme gjorde Hyltesjow, vores sang- og dramaklub for børn. Efter gudstjenesten var der frokost og menighedsmøde med over 100 deltagere. Læs formandsberetningen fra menighedsmødet her.

Bagefter kunne man komme på tur rundt i hele kirken, hvor ansatte og frivillige viste mange forskellige sider af kirkens liv frem: Socialt arbejde i sognet, spejderbål i haven, strikkeklub, seniorkor, orgelpiberne, kirkens smukke altertavle, de flotte messehageler fra skabet med præstekjoler osv. osv. Sognedagen sluttede med fællessang og et solonummer med Magnus fra Hyltesjow. Alt i alt var det en god dag fuld af fællesskab og oplevelser. Se billeder fra sognedagen her.

 

04.11.2016: Julehjælp

Giv et bidrag: Hvert år deler Hyltebjerg Sogns Menighedspleje julehjælp ud til trængte familier, der bor i sognet. Ethvert bidrag både fra fonde og privatpersoner er betydningsfuldt for at vi kan hjælpe mange ansøgere. Vi tager med tak i mod alle bidrag der overføres til Menighedsplejens konto i Danske Bank: Registreringsnummer 1551, konto 2820001195 eller lægges i indsamlingsbøsserne om søndagen.

Søg om julehjælp: Menighedsplejens julehjælp er fortrinsvis tiltænkt eneforsørgere med trængt økonomi. For at søge julehjælp skal man bo i sognet og udfylde et ansøgningsskema. Der er nu lagt ansøgningsskemaer frem i kirken eller det kan downloades her.

Sidste frist for at aflevere ansøgningen til sognemedhjælper Bitten Petersen i kirken er den 9. december.


15.09.2016: Høst og Hyltesjow

Familiegudstjeneste, frokost og fornøjelig musical søndag den 25. september kl. 10.30. Traditionen tro fejrer vi høsten med en festlig familiegudstjeneste, hvor Hyltesjow medvirker. Høstens gaver skal bæres ind, vi skal takke og synge de dejlige høstsalmer og se og lytte til de dygtige børn fra Hyltesjow.

Efter gudstjenesten er der frokost og denne gang med premiere på en musical som Hyltesjow selv har lavet. Den hedder: "Præsidentens datter som forsvandt"

Vel mødt til en festlig dag i kirken.


Menighedsrådsvalg 2016

Et menighedsråd er valgt for fire år ad gangen, og perioden udløber i slutningen af november 2016. Hvis du vil vide mere eller måske overvejer at stille op til valget, kan du deltage i et orienterings- og opstillingsmøde i Hyltebjerg Kirke tirsdag den 13. september kl. 19:00.

På mødet bliver der fortalt om menighedsrådets arbejde i almindelighed, og om arbejdet i den nuværende og kommende valgperiode.

I umiddelbar forlængelse af orienteringsmødet, afholdes der et opstillingsmøde, hvor de, der er interesseret i at stille op, kan melde sig, og der vil blive udarbejdet en liste med kandidater og suppleanter. Der skal vælges 11 medlemmer og 2 suppleanter. En del af de nuværende medlemmer ønsker at stille op igen, men der er brug for nye personer, der vil tage et medansvar for deres kirke.

Vi glæder os til at se dig.


28.07.2016 Barselsvikar i Hyltebjerg Kirke begynder 1. september 2016 

Menighedsrådet byder til septembe r velkommen til Karina Kande, som skal være barselsvikar for Sarah Bach la Cour. Det er Karinas første embede og derfor skal hun ordineres inden hun tiltræder.

Der er ordination i Københavns Domkirke søndag den 14. august kl. 17. Alle er velkomne til at deltage i ordinationen.

Indsættelse af Karina Kande ved Finn Vejlgaard sker ved gudstjenestesten søndag den 4. september kl. 10.30 i Hyltebjerg Kirke. Efter gudstjenesten inviterer menighedsrådet til samvær, hvor man kan hilse på Karina.


01.07.2016 Ledig kirketjenerstilling

21.06.2016 Jubilæumsbog fra 1985 er nu tilgængelig på hjemmesiden

Det tog over 15 år at bygge Hyltebjerg Kirke. Download jubilæumsbogen fra 1985 om den lange, seje kamp der gik forud for indvielsen af Hyltebjerg kirke den 13. maj 1960. Inden da havde man været igennem en verdenskrig og mere end 15 års byggearbejde - plus det løse. Bogen er i pdf-format med et stort antal historiske billeder (7,7 MB).


21.06.2016 Minikonfirmander 2016

Kan du lide at løse mysterier og gå på skattejagt og lave andre sjove og spændende aktiviteter? Minikonfirmandundervisning er for børn i 3. klasse. Alle er velkomne, døbte som navngivne.

Vi begynder 21. august og slutter 9. oktober 2016.

Vi glæder os til at se dig!

Lis Bisgaard, Sarah Bach la Cour, Ane LaBranche og Pia Mi Ran Poulsen


20.06.2016 Loppemarked

Lørdag den 18. juni holdt vi loppemarked på kirkepladsen.

Det var en forrygende dag, hvor der blev solgt en masse lopper, samt kaffe, kage og spejderpølser. Der kom i alt over 9.800 kr. ind. De bliver delt mellem Læger uden Grænser og til Astrid Møllers arbejdefor børnehjem i Bolivia og Bulgarien.

Tusind tak til alle, der donerede lopper, tak til alle, der købte og især tak til alle de frivillige. Uden dem kan vi slet ikke afholde loppemarked.

 


30.05.2016 Loppemarked på kirkepladsen

Der vil være mange boder med bøger, køkkenting, legetøj, nips og smykker, strik­varer og meget andet. I kirkehaven er der café og blomstermarked.

Hvad der tjenes på loppemarkedet går til Læger uden Grænser og til Astrid Møllers arbejde for børnehjem i Bolivia og Bulgarien.

Lopper og stiklinger efterlyses

Har du noget, som du gerne vil donere til kirkens loppemarked, så modtager vi det med glæde. Effekter kan afleveres i våbenhuset fra den 1. juni i kirkens åbningstid.  Vi tager ikke imod tøj og møbler, men gerne alt muligt andet: nips, køkkentøj, bøger, film, spil, legetøj, tasker og nyttige ting til hus og have.

Til blomstermarkedet i kirkehaven modtager vi meget gerne stiklinger og haveplanter.

Vil du være frivillig?

Har du lyst til at hjælpe til som frivillig på selve loppemarkedet, så kontakt sognemedhjælper Bitten Petersen på telefon 3871 0203.


21.04.2016: Sommerhøjskole i Vanløse 2016

Vi fortsætter traditionen med ”Sommerhøjskole i Vanløse” i Højskoleforeningens Have på Damstien. Det foregår i et samarbejde mellem Vanløse kirke, Grøndalskirken, Hyltebjerg kirke og Københavns Højskoleforening. Sommerhøjskolen finder sted i dagene 10. - 12. juni i Højskoleforeningens Have.

Blandt foredragsholderne er: professor Per Øhrgaard, forfatter Jens Andersen og sprogforsker Jørn Lund.

Pris for at deltagelse er 500kr. Betaling ved tilmelding. Læs hele programmet her og se, hvordan du tilmelder dig.


13.04.2016: Vejkirker 2016

I Danmark er der over 2000 kirker og Hyltebjerg Kirke er en af dem.

I dagtimerne, når kirken er åben for besøgende, kan du:
• sidde i stilhed, tænke, bede en bøn, læse i bibel eller salmebog, som findes i kirken
• opleve kirkens kunst, symboler, arkitektur og historie
• tænde et lys, hvis der er en lysglobe el. lign
• deltage i gudstjenester, andagter og koncerter
• tage kirkeblade og evt. andet fremlagt materiale.

Bemærk at kirken kan være lukket for besøgende når vi har bryllup, begravelse, ferie og helligdage etc.

Cykelvenlige vejkirker

Hyltebjerg Kirke er cykelvenlig kirke. Det betyder, at der er stativer, hvor cyklen kan parkeres, du kan få fyldt din vandflaske og låne en pumpe hos kirketjeneren.


15.03.2016: Babysalmesang. Nyt hold begynder torsdag den 7. april

Et tilbud for børn fra 0 - 12 måneder og deres forældre. Babysalmesang er en mulighed for at være sammen om musikken i kirkens rum. Musikken og barnets musikalske udvikling er udgangs-punktet for babysalmesangen. Salmerne er udvalgt fra "Min første salmebog". Der er plads til 15 voksne med børn på et hold. Hvert hold mødes 8—10 gange og det koster 250 kr. at deltage. Tilmelding på kirkekontoret, 3877 0313. Nærmere oplysninger hos rytmikpædagog Dorte Nielsen, tlf: 2726 6243


25.01.2016: Del din søndag med verdens fattigste kvinder

Når Hyltebjerg Sogn igen sender frivillige indsamlere på gaden ved den årlige Sogneindsamling, er fokus på verdens fattigste kvinder. Mange af dem er lige nu på flugt.

80 % af verdens næsten 60 mio. flygtninge er kvinder og børn. Håbløshed og frustration, mangel på mad, uddannelse og muligheder fører ofte til konflikter og overgreb i flygtningelejrene, og mange synker hen i apati og mister troen på, at det nytter at gøre en indsats.

Indsamling i Danmark. På tre timer kan 20.000 frivillige indsamle mellem 13 og 15 mio. kroner til mennesker i nød. Vil du være med? Så meld dig hos indsamlingsleder Agnete Langgård, 5194 2151 / agnete@image.dk eller direkte til Folkekirkens Nødhjælp.


29.01.2016: Fastelavn 7. februar kl. 10.30. Familiegudstjeneste og fastelavnsfest.

Denne søndag fejrer vi en farverig fastelavn i Hyltebjerg Kirke. Vi begynder med familiegudstjeneste kl. 10.30 ved Ane LaBranche. Her er plads til både børn og voksne. Hyltesjow kommer selvfølgelig også og synger og optræder med et medley af fastelavnssange.

Efter gudstjenesten er der frokost, tøndeslagning med en tønde til de store og en tønde til de små. Vi slutter af med fastelavnsboller, kaffe og varm kakao.

Kom glad og gerne udklædt til Fastelavn! Der er ingen tilmelding og alle er velkomne! Det koster 20 kroner for maden.


29.01.2016: Konfirmation 2017

Den 31. januar åbner vi for tilmelding til konfirmation 2017 i Hyltebjerg Kirke. Man kommer videre til indskrivningsblanketten her.


08.01.2016: Ny kirke-kulturmedarbejder i Hyltebjerg Kirke

Menighedsrådet har fra 1. januar 2016 ansat Bitten Petersen som ny sognemedhjælper i kirken som afløser for Marianne Høegh.

Bitten er bachelor i teologi og har arbejdet som sognemedhjælper i to meget forskellige sogne, Sct. Lukas Sogn på Frederiksberg og Haralds Sogn i Høje Gladsaxe, hovedsagligt med diakoni. Derudover har hun været projektkoordinator på Folkekirkens Feriehjælp i Samvirkende Menighedsplejer i nogle år.

Vi glæder os til at byde hende velkommen.


11.12.2015: Babysalmesang: Nyt hold begynder 7. januar kl. 14.30.

Et tilbud for børn fra 0 - 12 måneder og deres forældre. Babysalmesang er en mulighed for at være sammen om musikken i kirkens rum. Vi mødes ca. 10 gange og det koster 250 kr. at deltage. Tilmelding på kirkekontoret, 3877 0313. Nærmere oplysninger hos rytmikpædagog Dorte Nielsen, tlf: 2726 6243.


03.12.2015: Julens gudstjenester

07.11.2015: Er du vores nye kirke-kulturmedarbejder

Efter knap 10 års ansættelse i Hyltebjerg Kirke går sognemedhjælper Marianne Høegh på pension. I den anledning indbyder menighedsrådet til afskedsreception onsdag den 25. november kl. 15.30 – 17.30 i krypten. Som sognemedhjælper har Marianne Høegh haft kontakt med mange mennesker i kirken og i sognet. Alle inviteres til at kigge forbi og være med til at markere afslutningen på et langt og godt virke.

I samme anledning er stillingen som kirke-kulturmedarbejder slået op. Der er ansøgningsfrist tirsdag den 24. november kl. 12


22.10.2015: Minikonfirmandundervisning

Der sker forunderlige og mystiske ting op mod jul. Hvis du går i 3. klasse, kan du blive bibeldetektiv og gå på opdagelse i kirke og kristendom. Det handler om fællesskab, fantasi og gode fortællinger.

Hyltebjerg Kirke og Vanløse Kirke tilbyder i fællesskab miniKonfirmandundervisning for alle børn i 3. klasse på Kirkebjerg, Hyltebjerg og Vanløse Skoler samt Vanløse Privatskole og Livets Skole.


11.08.2015: Babysalmesang i kirken
Et tilbud for børn fra 0 - 12 mdr. og deres forældre. Babysalmesang er en mulighed for at være sammen om musikken i kirkens rum.

Musikken om barnets musikalske udvikling er udgangspunktet for babysalmesangen. Nyt hold begynder torsdag den 3. september kl. 14.30. Vi mødes 8-10 gange og der er plads til 15 voksne med børn på et hold.

Tilmelding til kirkekontoret, tlf: 3879 0311. Prisen for at deltage er 250 kroner.

Hvis du har spørgsmål, så ring til Dorte Nielsen, rytmikpædagog, Tlf: 2724 6243.


11.08.2015: Ny sorggruppe

Mange efterladte oplever, at andre ikke ved, hvordan de har det, hvis de ikke selv har prøvet at miste. Derfor kan der være lindring og trøst i at mødes og tale med andre, som har erfaringen af tab i nær erindring.
I sorggruppen mødes vi og deler det som er svært og som tynger efter et dødsfald.
Vi lægger vægt på at gruppen er et trygt og fortroligt rum, hvor vi støtter og lytter til hinanden, og der vil være max. 8 i gruppen.
Gruppen varetages af sognepræst Pia Mi Ran Poulsen fra Vanløse Kirke.

Hvor og hvornår

Sorggruppen mødes i Hyltebjerg Kirke onsdage fra kl. 10-12.15. Vi begynder 2. september og mødes i alt 8 gange til og med første uge i januar 2016.  Tilmelding og yderligere oplysninger hos Pia Mi Ran Poulsen på tlf. 3871 8400 eller pmp@km.dk.


11.08.2015: Præsteskifte i Hyltebjerg Kirke

Efter mere end 34 år som præst går Fritz Schiær Petersen på pension med udgangen af august. Han afløses af Sarah Bach la Cour. Hun er 31 år og blev færdig som teolog sidste efterår fra Københavns Universitet. Nogle kender Sarah fra da hun var i praktik hos Ane sidste år.

Der bliver mulighed for at tage afsked med Fritz ved en reception efter gudstjenesten søndag den 30. august kl. 10.30.

Vi holder indsættelsesgudstjeneste med efterfølgende reception for Sarah søndag den 13. september kl. 10.30.

Alle er hjerteligt velkomne til begge begivenheder.


07.07.2015: Her er vores nye præst

Efter en lang proces har vi endelig fået ansat en ny præst i Hyltebjerg Kirke.

Hun hedder Sarah Bach la Cour er 31 år og blev færdig som teolog sidst efterår her i København. Sarah har undervejs tilegnet sig et bredt teologisk fundament og har blandt andet læst i både Beirut og Jerusalem undervejs. Nogle kender Sarah da hun var i praktik hos Ane sidste år.

Det var et enigt menighedsråd der indstillede Sarah til stillingen.

Vi holder indsættelsesgudstjeneste af Sarah Bach la Cour ved provst Finn Vejlgaard med efterfølgende reception søndag den 13. september kl. 10.30.


23.06.2015: 25 års jubilæum for organisten

Hyltebjerg Kirkes organist, Asbjørn Dahl, kan i år fejre 25 års jubilæum som organist. Jubilæet markeres ved gudstjenesten på søndag den 28. juni kl. 10.30. Ved denne gudstjeneste medvirker Seniorkoret.

Efter gudstjenesten bliver der lejlighed til at hilse på jubilaren, idet menighedsrådet inviterer på et glas og lidt sødt til ganen.

Asbjørn er en meget afholdt kirkemusiker af menigheden. Han værdsættes for sin musikalitet og den fine måde, hvorpå han ledsager salmesangen ved gudstjenesterne. Han er altid meget generøs og imødekommende over for nye idéer og særlige ønsker. Asbjørn giver ofte udtryk for, at hans målsætning som musiker er at glæde andre mennesker. Han vil gerne med sin musik og sit spil give folk den bedst mulige oplevelse.

Alle er velkomne til fejringen af jubilæet.


23.06.2015: Tak for et godt loppemarked

Lørdag den 20. juni holdt vi traditionen tro loppemarked på kirkepladsen og i kirkehaven. Vi fik solgt en masse ting, og havde en hyggelig dag.

Indtægterne fra salget gik ubeskåret til Læger uden Grænser og Astrid Møllers arbejde for børnehjem i Bolivia og Bulgarien. Der kom godt 7.000 kroner ind


28.05.2015: Salmemaraton

Kirkerne i Vanløse og Valby har fundet sammen om et maraton gennem salmebogen, og de fleste af årets måneder vil der hver fjortende dag blive gennenført en salme-etape i én af kirkerne.

Sted, dato og salmenumre fremgår af vores kalender. Hvis du er nysgerrig kan du se en samlet oversigt for 2015 i brochuren.


28.05.2015: Vejkirker 2015

I Danmark er der over 2000 kirker og Hyltebjerg Kirke er en af dem.

I dagtimerne, når kirken er åben for besøgende, kan du:
• sidde i stilhed, tænke, bede en bøn, læse i bibel eller salmebog, som findes i kirken
• opleve kirkens kunst, symboler, arkitektur og historie
• tænde et lys, hvis der er en lysglobe el. lign
• deltage i gudstjenester, andagter og koncerter
• tage kirkeblade og evt. andet fremlagt materiale.

Bemærk at kirken kan være lukket for besøgende når vi har bryllup, begravelse, ferie og helligdage etc.

Cykelvenlige vejkirker

Hyltebjerg Kirke er cykelvenlig kirke. Det betyder, at der er stativer, hvor cyklen kan parkeres, du kan få fyldt din vandflaske og låne en pumpe hos kirketjeneren.


02.05.2015: Sognepræst Fritz Schiær Petersen på pension

Ved udgangen af august måned går sognepræst Fritz Schiær Petersen på pension efter 34 år som præst i Hyltebjerg Kirke. I nyhedsbrevet for maj har Fritz skrevet om begivenheder og forandringer der er sket gennem årene.

Der bliver mulighed for at tage afsked med Fritz ved en reception efter gudstjenesten søndag den 30. august.

Den ledige præstestilling er lige nu slået op af Kirkeministeriet. Der er ansøgningsfrist den 18. maj, og man kan læse mere om opslaget her.


01.05.2015: Befrielsen mindes med klokkeringning 5. maj

Den 5. maj 1945 stod danskerne op til lyden af de danske kirkeklokker. Landets kirker ringede med klokkerne for at fejre befrielsen fra den tyske besættelse.

I år gentager kirker landet over denne markering på 70-års dagen for Danmarks befrielse. Det gælder også kirkerne i Vanløse, hvor morgenringningen i både Hyltebjerg Kirke, Vanløse Kirke, Adventskirken og Grøndalskirken udvides med et kvarter den 5. maj, så klokkerne ringer kl. 8.00 - 8.18.


10.04.2015: Babysalmesang

Et tilbud for børn fra 0 - 12 måneder og deres forældre. Babysalmesang er en mulighed for at være sammen om musikken i kirkens rum. Musikken og barnets musikalske udvikling er udgangs-punktet for babysalmesangen. Salmerne er udvalgt fra "Min første salmebog". Der er plads til 15 voksne med børn på et hold. Hvert hold mødes 8—10 gange og det koster 250 kr. at deltage.


27.03.2015: Sommerhøjskole i Vanløse 2015

Vi fortsætter traditionen med ”Sommerhøjskole i Vanløse” i Højskoleforeningens Have på Damstien. Det foregår i et samarbejde mellem Vanløse kirke, Grøndalskirken, Hyltebjerg kirke og Københavns Højskoleforening. Sommerhøjskolen finder sted i dagene 12. – 14. juni i Højskoleforeningens Have.


12.03.2015: Sogneindsamling 2015

Endnu en gang har kirker over hele landet sendt indsamlere ud for Folkekirkens Nødhjælp. I Hyltebjerg Sogn samlede frivillige indsamlere i alt 21.888,50 kr. ind. Tusind tak til alle, unge som gamle, der hjalp søndag den 8. marts.


16.01.2015: Nu er der åbnet for tilmelding til konfirmation 2016 for unge, der skal i 8. klasse til sommer.

23.12.2014: Hyltesjow en ny sang- og dramaklub.

Synes du, det sjovt at synge og spille teater? Elsker du at performe, og vil du gerne blive bedre til det? Hvis ja - så er det bare om at tilmelde sig til "Hyltesjow – sang- og dramaklub".

"Hyltesjow" er Hyltebjerg Kirkes nye musikalsk fritidstilbud til børn i alderen 7-14 år. Vi øver hver fredag eftermiddag i kirkens lokaler og børnene medvirker ved forskellige arrangementer i kirkeregi i løbet af året. Alle kan være med, og der er ingen optagelsesprøve. "Hyltesjow" ledes af Christine Guildal Jensen. Hun er uddannet i klassisk sang og musikformidling fra Syddanske Musikkonservatorium og Skuespilskole og har i flere år arbejdet som sanginstruktør på Eventyrteatret og som sanger i Hyltebjerg Kirke.

Der er tilmelding her. Du kan få mere at vide ved at kontakte Christine på tlf. 2532 0076. Derudover er der orientering om "Hyltesjow - sang- og dramaklub" fredag den 9. januar kl. 15:30 i kirken. Første rigtige undervisningsgang er fredag den 23. januar kl. 15-17.


03.11.2014: Julehjælp

Giv et bidrag: Hvert år deler Hyltebjerg Sogns Menighedspleje julehjælp ud til trængte familier, der bor i sognet. Ethvert bidrag både fra fonde og privatpersoner er betydningsfuldt for at vi kan hjælpe mange ansøgere. Vi tager med tak i mod alle bidrag der overføres til Menighedsplejens konto i Danske Bank: Registreringsnummer 1551, konto 2820001195 eller lægges i indsamlingsbøsserne om søndagen.

Søg om julehjælp: Menighedsplejens julehjælp er fortrinsvis tiltænkt eneforsørgere med trængt økonomi. For at søge julehjælp skal man bo i sognet og udfylde et ansøgningsskema. Der er nu lagt ansøgningsskemaer frem i kirken eller det kan downloades her.

Sidste frist for at aflevere ansøgningen til sognemedhjælper Marianne Høegh i kirken er den 10. december.


21.10.2014: Halloween i Hyltebjerg Kirke for større børn, fredag den 31. oktober kl. 17

Gudstjenesten er tilrettelagt for de 8-14 årige børn, og pigekoret vil synge med og for os. Børn og voksne skal også rundt i kirkens mørke kroge, og se om de kan finde lys i mørket eller om det kun er i græskarret. Man må gerne være klædt ud.
Efter gudstjenesten spiser vi sammen i krypten. Det koster 20 kroner for maden. Der er ingen tilmelding. Bare kom!


20.10.2014: Gudstjeneste på Alle Helgens dag, søndag den 2. november kl. 10.30

Ved gudstjenesten på Alle Helgens dag mindes vi de mennesker,vi har mistet i det forgangne år. Efter gammel skik læses navnene på årets døde op ved gudstjenesten. Ved at læse de dødes navne op mindes vi dem og markerer troen på, at også de døde hører med til menighedens fællesskab.


20.09.2014: Musikgudstjeneste med Folkekirkens Ungdomskors Landskor søndag den 28. september kl. 10.30

Folkekirkens Ungdomskors Landskor er et særdeles velsyngende kor på ca. 35 medlemmer, hvis formål er at være en spydspids for den ligestemmige kormusik i folkekirken og i dansk musikliv.
Sangerne kommer fra alle egne af Danmark og synger alle samtidigt i deres hjemlige kirkekor. Flere af sangerne har trådt deres børnesko i Hyltebjerg Kirke. Det gælder også korets dirigent Sigrid Damsager, som er født og opvokset i Vanløse.


21.08.2014: Foredragsrække om forsoning

Her kan du hente programmet for den nye foredragsrække, arrangeret i samarbejde med Grøndalskirken. Den kommende sæson er temaet "Forsoning". Det første foredrag er torsdag den 11. september kl. 19.30 i Hyltebjerg Kirke ved Nils Malmros.

Der er altid noget man kan blive klogere på og det håber vi vores foredrag kan medvirke til. Hold øje med kommende foredrag i kalenderen.


21.08.2014: Menighedslejr 2014

I dagene 4. - 5. oktober på Nordisk Lejrskole i Hillerød sætter vi fokus på "At rejse - at være på vej" i vores kristne liv, både som enkeltpersoner og i fællesskab. Klik på billedet og se hele programmet.

Det koster 350 kroner for voksne at deltage. Man tilmelder sig ved betaling til sognemedhjælper Marianne Høegh senest 5. september.


01.08.2014: Babysalmesang

Næste hold begynder torsdag den 4. september kl. 14.30. Et tilbud for børn fra 0 - 12 måneder og deres forældre. Babysalmesang er en mulighed for at være sammen om musikken i kirkens rum. Musikken og barnets musikalske udvikling er udgangs-punktet for babysalmesangen. Salmerne er udvalgt fra "Min første salmebog". Der er plads til 15 voksne med børn på et hold. Hvert hold mødes 8—10 gange og det koster 250 kr. at deltage.


 27.06.2014: Tak for bidrag til loppemarkedet:

 Ved loppemarkedet i Hyltebjerg Kirke den 21. juni indkom 7.300 kr. Pengene går til "Læger uden grænser" og til børnehjem i Bolivia og Bulgarien. Resterende effekter hentes af Danmission.
Tak til alle bidragydere! Særlig tak til Superbrugsen på Ålekistevej og til Grønne Hjem.


11.06.2014: Loppemarked på kirkepladsen, lørdag den 21. juni kl. 9.30 - 13.30

Der vil være mange boder med bøger, køkkenting, legetøj, nips og smykker, strikvarer og meget andet. I kirkehaven er der café og blomstermarked.
Overskuddet fra salget ved loppemarkedet går til et godt formål.

Har du noget, som du gerne vil donere til kirkens loppemarked, så modtager vi det med glæde. Effekter kan afleveres i våbenhuset nu. Vi tager ikke imod tøj og møbler, men gerne alt muligt andet: nips, køkkentøj, bøger, film, spil, legetøj, tasker og nyttige ting til hus og have.
Til blomstermarkedet i kirkehaven modtager vi meget gerne stiklinger og haveplanter.


12.05.2014: Koncert 22. maj med Kor Nucopia

Koret har 41 sangere og blev dannet i 2004. Det er et klassisk, moderne, rytmisk, svingende og lystigt kor, som synger sopran, alt, tenor og bas og i mange forskellige stilarter. Alle er velkomne til en flot forårskoncert.


05.05.2014: Spaghettigudstjeneste nr. 75

Det fejres med børneteater fredag den 9. maj kl. 17Fredag den 9. maj er en jubilæumsdag. Den fredag fejrer vi nemlig spaghetti-gudstjeneste nr. 75. Det skal der selvfølgelig gøres lidt ekstra ud af. Derfor har vi inviteret børneteater med Triofabula. De byder på en musikdramatisk forestilling: DAVID – superhelt i krig og kærlighed.


03.04.2014: Sommerhøjskole i Vanløse om "Kærlighed til..."

Vi fortsætter traditionen med "Sommerhøjskole i Vanløse" i Højskoleforeningens Have på Damstien. Det foregår i et samarbejde mellem Vanløse kirke, Grøndalskirken, Hyltebjerg kirke og Københavns Højskoleforening. Sommerhøjskolen finder sted i dagene 13. – 15. juni.

Hent programmet her og se hvordan du tilmelder dig. Det koster 450 at deltage. Prisen inkluderer foredrag, måltider, kaffe og kage.


28.03.2014: Påske

Påsken er kirkens største højtid. Fire gudstjenester på fem dage, ingen højere. Og der er stor variation i gudstjenesterne i Hyltebjerg Kirke. Det er blevet tradition at indlede påsken skærtorsdag aften med en særlig måltidsgudstjeneste. Gudstjeneste og påskemiddag er integreret i kirkerummet denne aften. Altid til glæde for de mange, der deltager. Langfredag er der passionsgudstjeneste. Påskemorgen ringer alle klokker mod sky til højmessen, hvor Jesu opstandelse fejres udtrykkeligt. 2. påskedag afslutter højtiden på sin egen måde.

Påsken er også en forårsfest. Det ses bl.a. af de mange folkelige skikke og traditioner i forbindelse med påsken. Æg og kyllinger og harekillinger og, ikke mindst, de nyfødte lam; alle er de udtryk for det nye liv, for naturens opvågning.


06.02.2014: Sogneindsamling for Folkekirkens Nødhjælp 2014

Søndag den 9. marts 2014 afholder Folkekirkens Nødhjælp den årlige husstandsindsamling, som samler penge ind til bekæmpelse af sult blandt verdens fattigste. Indsamlingen sætter i 2014 fokus på Etiopien, som for præcis 30 år siden oplevede den store sultkatastrofe, der med Bob Geldofs Live Aid koncerter fik verdens bevågenhed.

I Hyltebjerg Kirke gør vi igen i år vores til at indsamlingen bliver vellykket. Vi har også brug for dig! Meld dig allerede nu som indsamler ved at sende en mail til Dorte Andersen, dorte.s.andersen@hotmail.com.

Du er også velkommen til bare at komme efter gudstjenesten. Vi deler ruter og indsamlingsbøsser ud i kirkesalen, og der vil være te, kaffe og sandwich til alle indsamlere.


06.02.2014: Fastelavn, søndag den 2. marts

Fastelavns søndag den 2. marts er hele familiens dag, også i kirken. Gudstjenesten kl. 10.30 er for store og små og dem imellem. Udklædte børn er velkommen. Efter en let frokost slår vi katten af tønden (av for katten!) og får boller op og boller ned, og kakao. Alle er velkomne, børn og voksne, unge og gamle til gudstjeneste og fastelavnsfest kl. 10.30 ved Fritz Schiær Petersen.


08.01.2014: Diakoniens Dag og dødens pølse

Søndag den 2. februar kl. 10.30. Diakoni er kirkens sociale arbejde og en grundlæggende del af det kristne budskab. Derfor har vi en gang om året særlig fokus på diakoni.

I år kommer Nis Ovaska. Han har skrevet en anmelderrost bog "Dødens pølse" om hverdagen i danske fængsler. En hverdag han selv har delt. Foredraget tager udgangspunkt i hans egen rejse i det danske fængselssystem og egen indre underverden.


15.12.2013: Bliv minikonfirmand i kirken

For børn i 3. klasse. Begynder 5. januar i Vanløse Kirke. Klik på billedet for at hente flyeren.


05.11.2013: Julehjælp
Giv et bidrag

Hvert år deler Hyltebjerg Sogns Menighedspleje julehjælp ud til trængte familier, der bor i sognet. Ethvert bidrag både fra fonde og privatpersoner er betydningsfuldt for at vi kan hjælpe mange ansøgere.
Vi tager med tak i mod alle bidrag der overføres til Menighedsplejens konto i Danske Bank: Registreringsnummer 1551, konto 2820001195 eller lægges i indsamlingsbøsserne om søndagen.

Søg om julehjælp

Menighedsplejens julehjælp er fortrinsvis tiltænkt eneforsørgere med trængt økonomi. For at søge julehjælp skal man bo i sognet og udfylde et ansøgningsskema. Der er nu lagt ansøgningsskemaer frem i kirken. Sidste frist for at aflevere ansøgningen til sognemedhjælper Marianne Høegh i kirken er den 6. december.


01.11.2013: Foredragsrække om fællesskab

Hyltebjerg Kirke og Grøndalskirken har igennem flere arrangeret nogle meget besøgte foredragsrækker. Hver foredragsrække belyser et tema fra mange forskellige vinkler gennem foredrag, film og udflugter. I denne sæson 2013-14 er temaet "Fællesskab", og det færdige program kan hentes her.

Der er gratis adgang til alle foredrag, og de holdes på skift i Hyltebjerg Kirke og Grøndalskirken. Der er fællesspisning i forbindelse med de 2 filmaftener i Grøndalskirken. Her er der tilmelding til og betaling for måltidet.


21.10.2013: Halloween og Allehelgen
Fredag den 1. november kl. 17. Uhyggelig gudstjeneste for alle barnlige, skræmte, seje og modige sjæle!

Snart svinder lyset og aftenmørket breder sig, men i kirken findes et værn mod mørkets kræfter. Det kan alle større børn opleve i Hyltebjerg Kirke til Halloween. Gudstjenesten er tilrettelagt for de lidt større børn 8-14 årige, og pigekoret vil synge med og for os. Børn og voksne skal også rundt i kirkens mørke kroge, og se om de kan finde lys i mørket eller om det kun er i græskarret. Man må gerne være klædt ud. Efter at have udforsket kirkens mørke kroge, spiser vi sammen i krypten. Det koster 20 kroner for maden.

Søndag den 3. november kl. 10.30. Mindegudstjeneste ved kirkens præster.

På Alle helgens dag mindes vi i kirken og på kirkegården vore kære afdøde. I Hyltebjerg Kirke vil vi læse navnene højt på de mennesker der er kirkeligt begravet i det forløbne år ved gudstjenesten kl. 10.30. Efter gudstjenesten spiser vi et måltid mad med hinanden. Det koster 20 kroner for maden.

Der er ingen tilmelding til de to arrangementer.


01.10.2013: Kulturnatten begynder med spaghettigudstjeneste

Fredag den 11. oktober kl. 17.00 i Hyltebjerg Kirke ved Ane LaBranche. Kom og lad op efter ugens strabadser og begynd efterårsferien eller Kulturnatten uden opvask. Vi skal høre en af de gode bibelhistorier, vi skal lege, synge og lyse som små sole. Efter gudstjenesten spiser vi sammen, og så er det hjem til Disney sjov eller ud i Kulturnatten! Voksne betaler 20 kroner for maden.


18.09.2013: Foredragsrække om fællesskab

Hyltebjerg Kirke og Grøndalskirken har igennem nogle år arrangeret nogle meget besøgte foredragsrækker. Hver foredragsrække belyser et tema fra mange forskellige vinkler gennem foredrag, film og udflugter. I den kommende sæson 2013-14 er temaet "Fællesskab", og det færdige program kan hentes her.

Der er gratis adgang til alle foredrag, og de holdes på skift i Hyltebjerg Kirke og Grøndalskirken. Der er fællesspisning i forbindelse med de 2 filmaftener i Grøndalskirken. Her er der tilmelding til og betaling for måltidet.


21.08.2013: Menighedslejr 2013

Igen i år er der menighedslejr tilrettelagt for børn og voksne på Nordisk Lejrskole i Hillerød den første weekend i oktober. Det er den 5. til 6. oktober.
En weekend i flotte omgivelser med tankevækkende foredrag. I år er temaet "vækst med ansvar for det skabte" og der vil være aktiviteter knyttet til emnet. Vi sætter fokus på Gud som skaberen. Vi har som mennesker et ansvar for den måde, vi bruger og forbruger det skabte.Der ligger foldere med hele programmet i kirken. Læs mere og find programmet her. Sidste frist for tilmelding er den 5. september hos sognemedhjælperen.


20.06.2013: Babysalmesang

Næste hold begynder 5. september. Babysalmesang er for børn fra 0 til 12 måneder. Et hold mødes 10 gange under kyndig vejledning af rytmikpædagog Dorte Nielsen og er til glæde for både baby og forældre. Det er om torsdagen kl. 14.30 - 15.30 i kirken.
Der er tilmelding på Det fælles kirkekontor (3879 0311) og det koster 250 kr. pr. voksen med barn.


20.06.2013: Nye stole i kirkerummet

Siden indvielsen af Hyltebjerg Kirke i juni 1960 har vi haft de samme stole i kirkerummet. De er blevet brugt, og er simpelthen slidt op.
Nu får vi så nye stole i kirken. Løsningen er en moderne og lettere stol, der viser det smukkeste i dansk møbeldesign. Stolene er tegnet til os af den danske arkitekt Nicolai de Gier og produceres i voksbehandlet egetræ på Gribskov Møbelsnedkeri. De nye stole lettere end de gamle, der vil også til daglig være færre af dem i kirken. I den faste opstilling vil der være 128 stole mod mere end 200 i dag. Det betyder dog ikke, at antallet af kirkegængere begrænses men blot at en del af stolene er opstablet og kan stilles op, når der er brug for dem.
Fra mandag den 1. juli lukker vi kirkerummet i 2 uger. De gamle stole skal ud, gulvet skal hovedrengøres og træværket på prædikestol og alterskranke skal sættes i stand. Søndag den 14. juli åbner vi igen dørene til kirken, og ved gudstjenesten kl. 10.30 tager vi for første gang de nye stole i brug.


10.06.2013: Loppemarked på kirkepladsen lørdag d. 15. juni

Lopper og stiklinger efterlyses! Har du noget, som du gerne vil donere til kirkens loppemarked, så modtager vi det med glæde. Effekter kan afleveres i våbenhuset fra den 1. juni. Vi tager ikke imod tøj og møbler, men gerne alt muligt andet: nips, køkkentøj, bøger, film, spil, legetøj, tasker og nyttige ting til hus og have. Til blomstermarkedet i kirkehaven modtager vi meget gerne stiklinger og haveplanter. Har du lyst til at hjælpe til som frivillig på selve loppemarkedet, så kontakt sognemedhjælper Marianne Høegh på telefon 3871 0203.