Hyltebjerg Kirkesal

Moderne modulkirke i træ indvies den 8. september 2024 

 

Endelig skete det! Dét, der begyndte som en lidt skør idé, er blevet til virkelighed: Modulerne til en midlertidig kirke i provstens have er blevet leveret.

 

Forud er gået næsten et års forberedelser med at søge midler og indhente de nødvendige tilladelser, finde en egnet leverandør, rydde grunden og lave fundament, rør og el. Til sidst manglede vi bare de færdige moduler, som skulle produceres i Letland, leveres og samles på grunden.

 

Leverancen blev udskudt i et par omgange, men forleden lykkedes det altså: Den 11. og 12. juli 2024 ankom 6 kæmpestore moduler til Guldagervej. Kranen, der skulle løfte de 12 ton tunge moduler fra blokvognene og placere dem helt nøjagtigt på fundamentet, blev rejst tidligt torsdag morgen og var væk igen allerede fredag formiddag, da det sidste modul var leveret og sat på plads.  

 

Den midlertidige kirke er af træ, og den er leveret af Nova Tegra Aps, et dansk arkitektfirma, der har specialiceret sig i modularkitektur af høj kvalitet med tanke på både æstetik og et minimalt CO2-fodaftryk. Hvert modul er 10 meter langt og 3,8 meter højt og bredt.  (Teksten fortsætter under billederne).

Indvielse af “Hyltebjerg Kirkesal”

 

Den midlertidige kirke på Guldagervej 5 får navnet Hyltebjerg Kirkesal. Den består af 5 moduler og indeholder tekøkken, indgangsparti, toilet og et stort kirkerum med plads til knap 100 personer. Bag kirken - og adskilt herfra -  er placeret et modul med kontorlokaler til præst og medarbejdere. Udenfor bliver der nu anlagt et areal med fliser og blomsterkrukker, hvor vi kan opstille haveborde og -stole, så vi kan nyde kirkekaffen udenfor på de lune dage.

 

Modulerne til kirken blev leveret forleden, og resten af juli går med at færdiggøre opstillingen og få tilkoblet el, rør, vand og varme. I august indrettes kirkesalen, og så kommer dagen, vi alle har ventet på:

 

INDVIELSEN af Hyltebjerg Kirkesal finder sted den 8. september 2024 ved gudstjenesten kl. 10.30.
Biskoppen for Københavns Stift deltager, og det bliver med garanti både festligt og bevægende.