Hyltebjerg Kirkes orgel

 
– "1 krone pr. øre, der vil høre"

 

Kirkens første ”orgel” var et harmonium, der tidligere havde stået på kirkefondets kontor, men som den nye kirke i Vanløse fik lov at overtage. Penge havde man ikke mange af, så kirkens dygtige organist klarede sig med det utilfredsstillende instrument i 12 år, indtil man i 1957 fik mulighed for at købe et brugt pibeorgel med 4 stemmer fra Bagsværd kirke.

 

Da man tog den nye kirkesal i brug, fyldte det lille firstemmige orgel imidlertid ikke meget - hverken på pulpituret eller hvad angik klangvariation og styrke. Skønt organist Kaufmanas fik overraskende meget ud af det beskedne instrument, var og blev det en nødløsning.  Op gennem 1960’erne samlede man derfor ind til et passende orgel til kirken gennem adskillige basarer - bl.a. under slogan’et ”1 krone pr. øre, der vil høre”. 

 

Man ansøgte kirkeministeriet om tilladelse til at anskaffe et orgel med 19 stemmer, men fik kun bevilget et med 8 - dog fik man lov til at udbygge det til 15-16 stemmer, hvis man selv kunne indsamle midler nok til at dække merudgiften. Menighedsrådet mente nok, at det kunne lade sig gøre, så man bestilte straks den udbyggede version med 15 stemmer. Tilmed var man så heldige, at orgelbygger Conrad Christensen havde en ubrugt "stemme" liggende, som man fik med i købet til en yderst favorabel pris.

 

Efter 16 års hårdt arbejde kunne man omsider indvi det nye 16-stemmige orgel ved en fest­guds­tjeneste søndag den 2. maj 1971. 

 

Organister gennem tiden:

Asger Strange (1945-53)
Ringoldas Kaufmanas (1953-80)
Oddvör Johansen (fast vikar 1980-81)
Ole Møller Andersen (1981-91)
Asbjørn Dahl (1992-2019)
Peter Simonsen (2019-

Hyltebjerg Kirke · Hyltebjerg Kirkes Orgel